Lørdag d. 7. november 2020, Kl. 15:00 til kl. 16:00

Orglet i Vestkirken fra 1973 har netop gennemgået en omfattende modernisering, der både giver bedre ergonomi og driftsikkerhed, og giver den spillende nye muligheder. Man kan nemmere lege med orglets klangfarver, og klangen er også blevet bredere. Man kan sige at det er "Vestkirkens orgel 2.0”!

Orglet i Vestkirken blev indviet i 1973, og har siden været en stor del af kirkens liv. Det har spillet til hundredvis af gudstjenester, kirkelige handlinger og koncerter, og været i manges hænder. 

Og efterhånden kunne det mærkes at orglet er blevet så flittigt brugt, for efterhånden var nogle af delene begyndt at svigte. Desuden var der ikke plads nok ved instrumentet for at det er ergonomisk forsvarligt for organister af alle størrelser, og samtidig har orgelbyggerkunsten udviklet sig siden halvfjerdserne. 

Menighedsrådet besluttede derfor at modernisere Vestkirkens orgel. Selve orglets piber har fået små justeringer, mens spillebordet, altså der hvor organisten betjener tangenter og pedaler, er skiftet helt ud. Det har givet mulighed for at få en ordentlig ergonomi, og en mekanik man kan stole på, men også mulighed for moderne spillehjælpemidler såsom et kombinationssystem. Kort fortalt giver det organisten mulighed for på forhånd at programmere de skift i klangfarve, der sker undervejs i musikken, så de kan kaldes frem ved tryk på en knap. Det betyder at man får langt større mulighed for at variere klangen, idet man ikke skal tage hensyn til om man selv (eller ens hjælper) kan nå at skifte alle klangene. Og dermed får man langt større glæde af orglets muligheder. 

Der bliver også indført et par ekstra koblinger, så man kan bruge de eksisterende piber på flere måder. Som prikken over i'et monteres en såkaldt cymbelstjerne, som er en slags lillebitte klokkespil der kan sættes til at kime smukt ved festlige lejligheder.

Vestkirkens organist Niels Danielsen indvier ved denne koncert orglet med et farverigt program der demonstrerer de nye muligheder. Musik af bl.a. Bach, Buxtehude, Vierne og Hoyer.

Orgelkoncert
Medvirkende
Niels Danielsen
Sted Vestkirken, Platanbuen 6, 2750 Ballerup
Pris
Gratis adgang